Debutkoncerten fik 5 stjerner

De velbesøgte debutkoncerter gik forrygende. Tusind tak til alle der kom og delte disse fantastiske aftener med mig. Tusind tak til alle der har medvirket og hjulpet til.

Koncerten i Odense blev anmeldt i Fyns Stiftstidende hvor der blev kvitteret med 5 stjerner.
Anmelder Mikael Krarup skriver under overskriften “Naturtalent debuterer”:
Ikke uventet imponerede blokfløjtenisten Pernille Petersen

Det er oftest en falsk varebetegnelse at skrive debutkoncert om elever, der afslutter deres uddannelse fra konservatoriernes solistklasser.

Tirsdagens debutant er repræsentativ og endda lidt mere: med sine kun 27 år har blokfløjtenisten Pernille Petersen vundet flere prestigefyldte internationale priser, er solist og kammermusiker her og i udlandet, og er efter flere cd-indspilninger i gang med sin egen solo-cd.

Så ikke uventet, men alligevel imponerende og glædesfyldt var mødet med et stortalent på sit instrument, der inviterede os indenfor i sine mange musikalske rum. Aldeles uimponeret over eksamenssituationen, med en helt naturlig publikumskontakt, med smil, med underfundighed, med en bragende musikalitet og en fabelagtig og naturlig rytmesans inspirerede hun i sjælden grad sine medspillere i værkerne af Vivaldi, Leclair og Castrucci, de gamle barokmestre. Det hele virkede som en leg. Det er det jo ikke, men musikken sprudlede og gnistrede i al sin krævende kompleksitet. Pernille Petersen ville gerne vise mere af sin tekniske alsidighed, og havde bestilt et fint lille værk hos den unge komponist Kasper Rofelt. I hans Entourage afsøger instrumentet sine muligheder, musikerens stemme synger duet, tostemmigt eller unisont, med fløjten, besindigt, afmålt, idérigt. I aftenens anden uropførelse, Feuerspiegel af Mogens Christensen, opfører accordeon og blokfløjte en lille musikalsk spejldans.

Utroligt, hvor tæt toner fra begge instrumenter smelter umærkeligt sammen. Tæt pardans i mørke, med fine ildprojektioner på bagvæggen. Imponerende at Pernille Petersen efter varmt bifald havde overskud til et ekstranummer, en transskription af Vivaldis koncert La Notte, hvor hun og Bjarke Mogensen tryllede og legede.

Skægt og frækt spillet, nøjagtigt som i koncertens solo-indledningsværk, en forrygende middelalderdans fra 1300-tallet i en næsten djævleagtig tour de force. Sikke en start og slut på debuten.

Anden presseomtale:
Interview i Fyns Stiftstidende af Lene Kryger søndag den 12. september
Interview i Roskilde Dagblad af Lars Ahn Pedersen i denne uge
www.optakt.com
Interview i efterårets The Recorder Magazine af Chris Orton i forbindelse med koncert i London 14. november 2010.
Se RM_Autumn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *